Indkaldelse af ansøgninger til dansk deltagelse under CETPartnership Joint Call 2022
Danske virksomheder og forskningsinstitutioner har nu mulighed for at søge om tilskud til grønne udviklings- og demonstrationsprojekter under Clean Energy Transition Partnership Joint Call 2022. EUDP støtter dansk deltagelse i partnerskabet.
CETPartnership er et fælles internationalt partnerskab mellem nationale og regionale forsknings-, udviklings- og innovationsprogrammer i EU-medlemslande og associerede lande. Partnerskabets formål er at fremme og accelerere den grønne omstilling og understøtte implementeringen af EU’s strategiske energiteknologiplan (SET-planen).
EUDP har afsat 10 mio. kr. (ca. 1,34 mio. €) til dansk deltagelse under CETPartnership Joint Call 2022.
Indkaldelse og ansøgningsmateriale
CETPartnership består af 11 moduler, som omfatter specifikke emner og udfordringer, som ansøgere skal adressere i deres projektansøgninger. Modulerne er fordelt mellem EUDP og Innovationsfonden (IFD). EUDP støtter dansk deltagelse inden for 5 af disse moduler:
- TRI1 RESpowerflex
- TRI3 CCUS
- TRI3 Renewable fuels and Hydrogen
- TRI5 Integrated Regional Energy Systems for a Resilient, Secure, and Renewable Energy Supply
- TRI6 Industrial energy systems
Sådan søger du
CETPartnership Joint Call 2022 består af 2 ansøgningsfaser:
- Ansøgere skal indsende en præ-ansøgning gennem CETPartnerships fælles ansøgningsportal.
- Ansøgere udvælges til at udarbejde en fuld ansøgning som skal indsendes gennem CETPartnerships fælles ansøgningsportal. Derudover skal danske ansøgere, som udvælges til at udarbejde og indsende en fuld ansøgning under ovenævnte moduler, også indsende en national ansøgning til EUDP gennem EUDP’s ansøgningsportal. Ansøgningsmaterialer som skal anvendes til den nationale ansøgning er anført i afsnit 6.
Den overordnede tidsplan for CETPartnership Joint Call 2022 er som følger:
Ansøgningsfrist for præ-ansøgning (fase 1) |
23. november 2022 kl. 14:00 CET |
Ansøgere udvælges til fuld ansøgning (fase 2) |
Januar 2023 |
Ansøgningsfrist for fuld ansøgning (fase 2) |
27. marts 2023 kl. 14:00 CET |
Ansøgningsfrist for national ansøgning til EUDP (fase 2) |
31. marts 2023 kl. 12:00 CET |
Ansøgningsafgørelse |
Juni 2023 |