Project Greensand tager store skridt i historisk CO2-lagringsprojekt

Projekt
Project Greensand Siri

Foto: Project Greensand

Energistyrelsen har givet det EUDP-støttede Project Greensand tilladelse til CO2-lagring i Danmark. Tilladelsen markerer en vigtig, dansk milepæl, da det er første gang, der bliver givet tilladelse til injektion og lagring af CO2 i den danske undergrund.

Energistyrelsen har den 6. december 2022 meddelt tilladelse til, at INEOS E&P og Wintershall Dea kan påbegynde lagringen af 15.000 ton CO2 i sandstensreservoiret Nini West i Nordsøen i forbindelse med Greensand Pilot Injection Project.

INEOS E&P og Wintershall Dea ansøgte den 30. august 2022 Energistyrelsen om tilladelse til geologisk lagring af CO2 med henblik på at teste, udvikle og demonstrere, at der kan lagres CO2 i det tidligere oliefelt Nini West i Nordsøen. Og nu har Energistyrelsen altså givet grønt lys til en tids- og mængdebegrænset injektion af CO2 i den danske undergrund. Energistyrelsens afgørelse er truffet på baggrund af en samlet vurdering af bl.a. projektets miljømæssige påvirkninger, ansøgers tekniske kapacitet til sikker udførelse af projektet og ansøgers kendskab til undergrunden samt monitoreringsplan. 

 ”Det er et afgørende skridt for Project Greensand, hvor vi i pilotfasen arbejder for at teste, udvikle og demonstrere at der sikkert kan lagres CO2 i Nordsøens undergrund – som et markant bidrag til den grønne omstilling i Danmark,” siger Project Director Søren Reinhold Poulsen i en pressemeddelelse fra Project Greensand.

Project Greensand fokuserer på CO2-lagring i Nini-feltet i den danske del af Nordsøen, hvor projektkonsortiet forventer at kunne levere lagerkapacitet på 0,5-1,5 mio. ton CO2 om året fra 2025.Project Greensand fik i 2021 tilsagn om tilskud fra EUDP’s særpulje ”CO2-lagring i Nordsøen”.

EUDP fik sidste år en særpulje til CCS-projekter, hvor bestyrelsen valgte at støtte to projekter, der var godt kvalificerede og supplerer hinanden. Project Greensand, det ene af de to projekter, støttes med 197 mio. kr. – et historisk højt offentligt tilskud. Det er glædeligt, at projektet nu kan fortsætte det vigtige arbejde med udvikling og demonstration af CO2-lagring i Nordsøen”, udtaler Anne Grete Holmsgaard, formand for EUDP's bestyrelse.

Som del af det store forarbejde har projektkonsortiet i den seneste tid haft travlt med at klargøre offshore-riggen Noble Resolve i Esbjerg – og sidenhen skibet Aurora Storm – også i Esbjerg.

Noble Resolve skal udfylde en afgørende rolle i arbejdet med at lagre CO2 i Nordsøen. Riggen skal nemlig konverteres fra dens oprindelige formål, at bore efter olie og gas, til at kunne håndtere de store mængder CO2, som skal pumpes fra et transportskib op på riggen og videre ned i reservoiret. Under opholdet i Esbjerg får Noble Resolve installeret udstyr til at pumpe CO2 ned i undergrunden.

Skibet Aurora Storm, der ligeledes har befundet sig i Esbjerg den seneste tid, skal inden længe transportere særlige containere med CO2 fra Belgien til Nordsøen. Det er fra disse containere, CO2’en skal pumpes videre til riggen Noble Resolve.

 

Fakta

  • Med aftale om En køreplan for fangst, transport og lagring af CO af 14. december 2021 besluttede en bred kreds af folketingets partier, at der skulle være adgang til at kunne søge tilladelse til pilot- og demoprojekter vedr. lagring af CO i Nordsøen fra 1. juli 2022, såfremt det vurderes miljø og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
  • Den 1. juli 2022 trådte bekendtgørelse om geologisk lagring af CO2 på under 100 kilotons medhenblik på forskning, udvikling eller afprøvning af nye produkter og processer i kraft, som fastsætter en særskilt tilladelsesordning for pilot- og demonstrationsprojekter.
  • Energistyrelsens tilladelse vedrører alene Greensand Pilot Injection Project. Enhver udvidelse til fuldskala CO2-lagring eller efterfølgende lagring i samme område vil kræve en ny tilladelse.

Kontakt

Amanda Videbæk Laasholdt

Amanda Videbæk Laasholdt

Kommunikation

+45 33 95 09 71