SkyClean-teknologi kan reducere landbrugets klimaaftryk og producere klimaneutralt flybrændstof

Projekt
Stiesdal

Foto: Stiesdal SkyClean

Flyrejser og landbrug bliver i klimadebatten ofte fremhævet som de største klimasyndere – det skal ny pyrolyseteknologi være med til at lave om på.

Det EUDP-støttede projekt SkyClean vil både indfange og lagre CO2 samt producere klimaneutral gas, der blandt andet kan anvendes til produktion af klimaneutralt flybrændstof.

I SkyClean-processen omdannes råvaremateriale gennem pyrolyse – en teknologi, hvor biomasse opvarmes til høje temperaturer, uden tilstedeværelsen af ilt, og dermed nedbrydes. Råvarerne, der benyttes, er primært affaldsprodukter fra landbruget. Drivhusgasudledningen reduceres konkret ved, at halvdelen af kulstoffet i råvarematerialet til SkyClean-processen, eksempelvis overskudshalm og restfibre fra biogasanlæg, ikke havner i atmosfæren som CO2, men i stedet bindes i biokul gennem pyrolyseteknologien. Biokul forbliver lagret i jorden og har tilmed jordforbedrende egenskaber. Det anslås, at teknologien har potentiale til at halvere dansk landbrugs udledning af drivhusgasser.

Den anden halvdel af kulstoffet i råvarematerialet bliver til en klimaneutral gas, der kan videreforædles, fx til flybrændstof.

Når brændstoffet efterfølgende forbrændes, og udleder CO2 til atmosfæren, kan det igen indgå i cyklussen og anvendes i pyrolyseprocessen. Teknologien har således den paradoksale fordel, at jo mere brændstof, der produceres (og anvendes), jo mere CO2 fjernes fra atmosfæren.

SkyClean kan derfor give et væsentligt bidrag til en konvertering af den indenlandske flytrafik i Danmark til CO2-neutrale brændstoffer.

Teknologivirksomheden Stiesdal A/S har i projektet opført det hidtil største demoanlæg for pyrolyse med en effekt på 2 MW, og er nu i fuld gang med at opskalere. Ved anlæggets indvielse deltog blandt andre H.K.H. Kronprins Frederik og Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

"Vi er overbeviste om at SkyClean-teknologien kan blive den vigtigste teknologi til at sænke klimaaftrykket fra den danske landbrugssektor. Vi er i fuld gang med opskalering af kerneteknologien, hvor EUDP's støtte giver mulighed for at accelerere denne udvikling, videreudvikle anlæggene og demonstrere nye værdistrømme fra teknologien," fortæller Jesper Ahrenfeldt, chefingeniør hos Stiesdal Fuel Technologies A/S.

Projektet modtog i 2021 tilsagn om støtte. SkyClean støttes med 23,25 mio. kr. af EUDP.

Stiesdal indvielse

Foto: Stiesdal SkyClean 

 

Kontakt

Amanda Videbæk Laasholdt

Amanda Videbæk Laasholdt

Kommunikation

+45 33 95 09 71