Beboeres betydning for energiforbruget - IEA

Projektet er et internationalt IEA-samarbejdsprojekt. Projektet griber fat om et ofte overset problem i forhold til at reducere bygningers energibehov – nemlig slutbrugerne. I projektet er brugernes adfærd og livsstil analyseret ud fra forskellige energibesparende værktøjer anvendt i brugernes boliger. Projektet strækker sig over to faser, hvoraf det aktuelle projekt vedrørte fase 1.

Projektbeskrivelse

Formålet med projektet er at analysere betydningen af brugernes adfærd og livsstil på effekten af forskellige energibesparende foranstaltninger i eksisterende boliger. Samtidigt ønskes det også at vurdere, om og i givet fald i hvilken udstrækning brugernes adfærd kan påvirkes i positiv retning således, at fokus rettes mere mod de energibesparende tiltag og effekten af disse. Projektet vil inkludere udvikling af modeller til forudsigelse af brugerindflydelsen og desuden vurdere effekten af forskellige strategier for reduktion af boligens samlede energiforbrug under påvirkning af brugeradfærd og livsstil. Ovenstående projekt tænkes gennemført i to faser, hvoraf det aktuelle projekt vedrører fase 1. Fase 1 er en pilotfase med vidensindsamling, udvikling af en ny tværfaglig metode til analyse af brugerindflydelsen på boligers energiforbrug samt deltagelse i et nyt IEA projekt som omhandler brugeradfærd og energiforbrug. Arbejdsprogram for Fase 1: 1. Deltagelse i IEA Annex 53 'Total Energy Use in Buildings'; 2. State-of-the-art undersøgelser; 3. Pilotprojekter og uddragning af viden fra tidligere og eksisterende energiprojekter; 4. Udvikling af ny tværfaglig metode til analyse af brugerindflydelse på energiforbrug; 5. Vurdering af hvordan eksisterende beregningsmodeller for bestemmelse af boligers energiforbrug kan udvikles til at inkludere brugernes indflydelse; 6. Formidling af resultater (afrapportering og publicering)

Resultater

Energiforbruget i boliger afhænger i høj grad af brugernes adfærd og livsstil. På trods af brugeradfærdens betydelige indflydelse, er vores viden på området meget begrænset. Projektet har været første fase i en planlagt større satsning på området ”Brugerindflydelse på energiforbruget i danske boliger” og har samtidig sikret dansk deltagelse i IEA ECBCS Annex 53 ”Total Energy Use in Buildings”.

I projektet er der gennemført en state-of-the-art undersøgelse af brugernes indflydelse på energiforbruget i danske boliger, beskrevet eksempler på hvordan brugerne kan påvirkes samt undersøgelse af, hvordan brugernes praksis kan modelleres i forbindelse med projektering. Resultaterne af undersøgelserne har også indgået i to rapporter fra IEA Annex 53.

Undersøgelsen af national og international litteratur viste, at det aktuelle energiforbrug i boliger er stort set ligeså afhængigt af brugernes praksis som af bygningens og apparaternes energieffektivitet. Undersøgelsen viste også, at brugernes praksis er under konstant forandring i takt med introduktion af nye teknologier, og at det derfor er yderst relevant ikke kun at fokusere på at forbedre energieffektiviteten, men også at fokusere på brugernes praksis og deres anvendelse af ny teknologi i forbindelse med projektering og drift af lavenergibyggeri.

Derudover er det på baggrund af måleresultater fra en række gennemførte lavenergipilotprojekter analyseret, hvordan brugerpraksis påvirker energiforbrug og indeklima samt hvilke brugerrelaterede faktorer, der har størst betydning. Resultaterne viser flere eksempler på brugerpraksis, der er uhensigtsmæssig i forhold til opnåelse af et godt indeklima og/eller et lavt energiforbrug. Indførelsen af ny teknologi medfører behov for justering af brugerne praksis, hvilket brugerne i mange tilfælde ikke er klar over eller ikke er i stand til, fordi de ikke forstår teknologiens funktion og hvordan de bør anvende den for at få opfyldt deres behov.

Endelig er der arbejdet med, hvordan brugernes praksis bedre kan inddrages ved projektering af nyt byggeri, dvs. inddrages i forbindelse med beregning af energiforbruget. Resultaterne af dette arbejde er indgået i en rapport fra IEA Annex 53. Resultaterne beskriver dels forskellige teoretiske tilgange til beskrivelse af brugeres adfærd og praksis og dels forskellige metoder til inddragelse af brugerpraksis i beregning af forventet energiforbrug i en bygning. Endelig indeholder rapporten eksempler på typisk brugerpraksis, og hvordan denne modelleres samt giver nogle retningslinjer med hensyn til valg af metode i forhold til designproces og problemstilling, der ønskes belyst.   

Key figures

Periode:
2010 - 2012
Bevillingsår:
2009
Egen finansiering:
3,70 mio.
Støttebeløb:
1,38 mio.
Støtteprocent:
27 %
Projektbudget:
5,08 mio.

Kategori

Oprindelig title
Brugerindflydelsen på energiforbruget i danske boliger - fase 1
Program
EUDP
Fælles overordnet teknologiområde
Energieffektivitet
Projekttype
IEA
Journalnummer
64009-0248

Deltagere

Aalborg Universitet (Fredrik Bajers Vej) (Main Responsible)
Partner og Økonomi
Partner Tilskud Eget bidrag
Aalborg Universitet (Fredrik Bajers Vej) 0.66 mio. 0.00 mio.
Aalborg Universitet (Fredrik Bajers Vej) 0.72 mio.

Kontakt

Kontakperson
Brohus, Henrik
Adresse

Aalborg Universitet. Institut for Byggeri og Anlæg
Sohngårdsholmsvej 57
DK-9000 Aalborg
www.civil.aau.dk
Brohus, Henrik , 99408539, hb@civil.aau.dk
Øvr. Partnere: Aalborg Universitet. Statens Byggeforskningsinstitut (SBi); Aalborg Universitet. Institut for Samfundsudvikling og Planlægning; Aalborg Universtet. Institut for Kommunikation