CCCH2 – Kombineret Carbon Capture og grøn hydrogen produktion

At opscalere en af Estech udviklet proces, hvor kulstof fra røggas fanges i en vædske, og derefter i en elektrokemisk proces ved brug af (grøn) el, producerer CO2 og hydrogen samtidigt. Det producerede hydrogen er af kommerciel kvalitet og kan konverteres til andre energiformer (Power-to-X). Processen leverer således både carbon capture og Power-to-X-løsninger på en og samme tid.

Projektbeskrivelse

Carbon Capture (CC) forventes at blive en nøgleteknologi hen mod reducerede CO2-emissioner som beskrevet i såvel danske som internationale energi- og klimaplaner.

Aktuelt i markedet er CC baseret Amin processen under udvikling, men disse kræver en stor mængde energi og er dyre fordi aminerne skal regeneres, hvilket kræver store mængder varme.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har konkluderet, at amin-baseret CC kun er realistisk for få meget store udledere af CO2, hvor store mængder varme og køling er tilgængelige, eksempelvis kraftværker og cementværker. Det konkluderes også, at amin-CC ikke er velegnet til små eller mellemstore CO2-udledere, og at det er et strategisk ønske at finde teknologier for dette segment.

Estechs CC-teknologi er meget velegnet til små eller mellemstore udledere af CO2, uden behov for tilførsel af varme eller køling. Derfor er Estechs teknologi en yderst velegnet teknologi i forhold til ministeriets konklusion.

Estech har udviklet en proces, hvor kulstof fra røggas fanges af en solvent i en scrubber, og derefter bruger (grøn) el i en elektrokemisk proces, hvor CO2 og hydrogen produceres samtidigt. Det producerede hydrogen er af kommerciel kvalitet og kan konverteres til andre energiformer (Power-to-X), og på den måde både levere carbon capture og Power-to-X-løsninger på en og samme tid.

Omkostningen til elektricitet til den elektrolytiske proces udlignes af den kommercielle værdi af hydrogen, hvormed den resulterende omkostning og energiforbrug for Carbon Capture i Estech CCCH2 er lav.

Med andre ord tilbyder processen en stor grad af fleksibilitet til balanceringen af energisystemet og på samme tid muliggør den en omkostningseffektiv carbon capture. Eftersom en stor del af debatten omkring carbon capture handler om prisen, er potentialerne for en proces, som kan levere carbon capture til lav pris, meget store. Samtidigt muliggør systemet, at der kan laves Carbon Capture også på mindre industrielle anlæg, da der kun kræves adgang til strøm.

Over de seneste 3-4 år har ingeniører hos Estech udviklet processen og de tilhørende kemiske og termodynamiske modeller, som derefter er verificeret af DTU CERE, samtidigt med at procesanlægget er baseret på et design og komponenter som realistisk kan implementeres. Der er udført interne tests hos Estech siden januar 2020, og siden december 2021 er der kørt pilotskalatests under et Innoboosterprojekt på et anlæg installeret på et biogasdrevet kraftværk på VandCenter Syd i Odense. Testene har verificeret modellerne og identificeret muligheder, udfordringer og risici.

Teknologien skal nu udvikles videre, testes, verificeres og demonstreres for at nå til et kommercielt design, som kan bringes til markedet af Estech og Estechs søsterselskab, PureteQ, som i forvejen er leverandør af innovative scrubbersystemer til den maritime industri og dermed bekendt med praktisk udførelse og industriel skalering af ny teknologi af denne type. Konsortiet inkluderer desuden DTU CERE, et ledende universitetsinstitut inden for carbon capture og energisystemer, Dansk Gasteknisk Center (know-how om brint og testfaciliteter) og VandCenter Syd (demonstrationsvært og en potentiel første kunde).

Der er indgået aftaler om levering af komponenter samt teknisk assistance fra primære leverandører af elektrolyseceller og for CO2/O2 separations anlæg. Målet med projektet er at demonstrere, at teknologien er skalerbar fra 10 kg CO2-fjernelse i timen (pilotskala) til 100 kg CO2-fjernelse i timen fra røggassen (demonstrationsskala), hvorved to formål vil blive opfyldt:

  • Opskalering af teknologien til demonstrationsskala, hvor procesparametre og CAPEX/OPEX kan evalueres
  • Demonstration af pålidelighed og robusthed af teknologien og klargøring af den til kommercialisering Når disse formål er opfyldt i det ansøgte projekt, skal teknologien modnes, herunder skaleres fra 100 kg CO2- fjernelse i timen i projektet til mindst 1 ton CO2 fjernelse i timen (fuld-skala-anlæg). Estech forventer at indgå første kommercielle aftale med en kunde allerede i 2023/24 for et industrielt anlæg med en lokal, mellemstor virksomhed, som en kontrolleret tidlig opstart i markedet for at accelerere introduktionen af Carbon Capture industrielt. Omsætningen i Estech for denne CCCH2 teknologi forventes at overstige en halv mia. kr. fra 2027/28, hvilket anses for realistisk, da Estech tilgår markedet med den samme kommercielle vækststrategi som anvendes af søsterselskabet PureteQ inden for maritime scrubberanlæg.

Key figures

Periode:
2022 - 2025
Bevillingsår:
2021
Egen finansiering:
13,04 mio.
Støttebeløb:
20,60 mio.
Støtteprocent:
61 %
Projektbudget:
33,64 mio.

Kategori

Program
EUDP
Fælles overordnet teknologiområde
Smart Grid og systemer
Keywords
CCUS Industrialisering og skalering Power-to-X
Projekttype
Demonstration
Journalnummer
64021-2025

Deltagere

Estech A/S (Main Responsible)
Partner og Økonomi
Partner Tilskud Eget bidrag
Estech A/S 12.56 mio. 8.37 mio.
Danmarks Tekniske Universitet (DTU) 4.25 mio. 0.47 mio.
PureteQ A/S 2.98 mio. 2.98 mio.
VandCenter Syd 0.39 mio. 0.58 mio.
DANSK GASTEKNISK CENTER A/S 0.42 mio. 0.62 mio.

Kontakt

Kontakperson
Søren Gert Larsen
Adresse

Sverigesvej 13,
5700 Svendborg
Tlf.: 3080 7527