Integreret energirenovering af etageboliger

I projektet er der udarbejdet et skitseprojekt til en energieffektiv bygningsrenovering af en etageejendom i Vejle.

Projektbeskrivelse
Nærværende projekt vil være en realisering af, hvorledes resultaterne fra adskillige forskningsprojekter under bl.a. EFP-programmet, kan implementeres i en renovering af et konkret etageboligbyggeri i Kolding. Projektet er opdelt i tre faser: 1. Udvikling og implementering. 2. Realisering. 3. Måling og dokumentation. Fra EFP anmodes udelukkende om støtte til fase 1. I projektet demonstreres en energimæssig og økonomisk attraktiv renovering af ældre etageboliger med hovedvægt på en høj anvendelse af solvarme. I samarbejde med et byggefirma/producent tilpasses og omsættes resultaterne fra forskningsprojekterne til praksis. Projektet vil fokusere på de mulige energibesparelser gennem anvendelse af avancerede glastilbygninger, tagintegrerede solfangere, solvægge m.v. Disse elementer indbygges i et moduleret fleksibelt facaderenoveringssystem, der tilpasses bygningens varme- og ventilationssystem, idet der således både foretages en facaderenovering og en egentlig bygningsrenovering. Facadesystemet overvejes opbygget af selvimprægnerende træ (f.eks. lærk), hvorved overfladebehandling kan minimeres betragteligt. Herudover belyses de logistiske aspekter vedrørende materialeoptimering, herunder specielt økologi og moduleret serie-produktion i forbindelse med bygningsrenovering. Dette arbejde baseres bl.a. på DTI's erfaringer fra de tidligere gennemførte LCA-undersøgelser. Nærværende projekt udgør grundlaget for detailprojekteringen ved realiseringen af et markant demonstrationsprojekt med integration af forskellige energibesparende teknologier i et konkret etageboligrenoveringsprojekt i Kolding. Renoveringen forventes at reducere energiforbruget til rumopvarmning og ventilation til et niveau, der er lavere end hvad der kræves i et tilsvarende nybyggeri ifølge BR-95. Der udarbejdes desuden en oversigt over de mest attraktive ideer vedrørende energi og miljørigtig bygningsrenovering i forbindelse med det aktuelle projekt
Resultater

Projektet er gennemført af ovennævnte parter i et tæt samarbejde med såvel beboerne som administrationen i boligforeningen Østerbo i Vejle, hvor afd. 9, der består af 104 enheder, er blevet brugt som grundlag for skitseprojektet. Herudover er løbende sket en koordinering med ønsker og krav fra Teknisk Forvaltning i Vejle kommune. Projektet er baseret på erfaringerne fra IEA Task 20 'Solar Energy in Building Renovation', og er også koordineret med de igangværende arbejder i Task 20 vedr. udvikling af nye og bedre koncepter til anvendelse af solenergi i bygningsrenovering. I projektforslaget indgår avancerede altanlukninger, ventilerede solvægge til forvarmning af ventilationsluft, radiatorintegrerede friskluftventiler, uventilerede solvægge med transparent isolering samt behovsstyret ventilation med regulering efter indeluftens fugtindhold. Projektforslaget er desuden koordineret med de almindelige renoveringsaktiviteter som skal gennemføres i ejendommen (nye køkkener og badeværelser, nyt varme- og ventilationsanlæg, ny el). Materialevalg er i et vist omfang baseret på LCA-vurderinger. Som et led i beboersamarbejdet er udarbejdet mock-ups for visualisering af det endelige design af altanlukningerne. I det endelige projektforslag forventes et energiforbrug til rumopvarmning og ventilation på ca. 90 kWh/m2 svarende til en besparelse på 50% i forhold til en standardrenovering. Skitseforslaget er desuden blevet brugt som grundlag for en ansøgning om tilskud til realisering af de foreslåede renoveringsaktiviteter. Boligforeningen Østerbo har opnået tilsagn om støtte i 1998. Detailprojektering sker i 1999, opførelse i 2000 og måling og evaluering i 2000 - 2001

Key figures

Periode:
1996 - 2002
Bevillingsår:
1996
Egen finansiering:
0,29 mio.
Støttebeløb:
0,93 mio.
Støtteprocent:
76 %
Projektbudget:
1,21 mio.

Kategori

Oprindelig title
Integreret energirenovering af etageboliger
Program
EFP
Fælles overordnet teknologiområde
Energieffektivitet
Projekttype
Udvikling
Journalnummer
1213/96-0003

Deltagere

ESBENSEN RÅDGIVENDE INGENIØRER A/S (Main Responsible)
Partner og Økonomi
Partner Tilskud Eget bidrag
No entries available.