Ressourcebesparende ventilationsenhed

InVentilate og Teknologisk Institut har udviklet en utraditionel ventilationsløsning, MicroVent, der sparer energi, plads og penge. Løsningen giver samtidig bedre komfort og nye muligheder for design og konstruktion af bygninger.

Projektbeskrivelse

Dette projekt indenfor ventilationsløsninger går utraditionelle veje ved at fokusere på æstetikken og basere teknologien på et ret ukendt ventilationsprincip. Dette muliggør en anden fysisk opbygning, som gør integrationen i bygningen nemmere.

For samfundet betyder det at miljøbelastningerne reduceres gennem et lavere energiforbrug. Brugeren af bygningen vil opleve en bedre komfort og reducerede driftsomkostninger.  Bygherren vil kunne udføre byggeri billigere. Arkitekt og rådgivere vil få nye muligheder for design og konstruktion af bygninger.

Resultater

Hvorfor bruge kostbar energi og plads på at skifte luften gennem lange ventilationskanaler, når du nu kan nøjes med at ventilere direkte gennem ydermuren?

InVentilate og Teknologisk Institut har i dette projekt udviklet et ressourcebesparende ventilations-system, MicroVent. Systemet består af mikroventilationsenheder, der kan udskifte luften i en bygning gennem ydermuren samtidig med, at varmen i den udskiftede luft genanvendes med op til 90 %.

MicroVent-enhederne er støjsvage og med et diskret og æstetisk design. Den fysiske opbygning gør det nemt at integrere systemet i bygningen. Den har et lavere energiforbrug og dermed miljøbelastning end hidtidige ventilationsløsninger.

For brugeren vil det betyde en bedre komfort og reducerede driftsomkostninger.  Bygherren vil kunne udføre byggeri billigere. Arkitekt og rådgivere vil få nye muligheder for design og konstruktion af bygninger.

InVentilate har allerede solgt de første MicroVent-systemer til skoler og kontorbyggeri i Århus og Randers, og rygterne om produktets fordele er begyndt at sprede sig:

-"Vi er ikke begyndt markedsføringen endnu, men vi har alligevel allerede fået en del henvendelser fra mulige købere. Flere kommuner har f.eks. henvendt sig og også en grossist, der leverer til byggebranchen. Der er stor interesse for energibesparende ventilationsløsninger hos kunderne, og vores produkt ser ud til at dække deres behov. Det er meget opmuntrende", siger direktør Morten Lundehøj, InVentilate.

I projektet er der blevet udviklet en funktionsmodel og derefter en prototype, som er blevet testet og afprøvet af Teknologisk Institut. Prototypens varmegenvinding blev målt til 85 %. Ved en luftgennemstrømning på 80 kubikmeter i timen var lydniveauet på 30 db(a).

Energiforbruget er opmålt til 300J/m3 af InVentilate. Den færdige enhed forventes at få et elforbrug på omkring 6 watt med en luftudskiftning på 20 liter i sekundet. Det er en syvende del af hvad et sammenligneligt ventilationssystem bruger i kontorbyggeri. Det specifikke elforbrug ligger derved markant under myndighedskravene, som yderligere forventes skærpet i 2011 og 2015.

Da pladskravene ikke er så store ved indbygning i vinduesåbningen, er det muligt at have en forholdsvis stor varmegenvinder (regenerator) med en virkningsgrad på knap 90 %, hvor myndighedskravet i dag er mindst 70 %.

Status i dag for kontorbyggeri er overvejende brug af balanceret mekanisk ventilation med varmegenvinding på ca. 70 %. For enfamilieboliger er det overvejende naturlig ventilation uden varmegenvinding. For etagebyggeri overvejende udsugningsanlæg uden varmegenvinding. For institutioner og lignende overvejende mekanisk balanceret ventilation med varmegenvinding på 70 %.

Hvis man antager, at produktet i løbet af 10 år installeres på 3,9 mio. kvadratmeter beboelse, 4 mio. kvadratmeter kontor og 2,2 mio. kvadratmeter institution vil energibesparelsen være ca. 37 GWh om året. Det svarer til en årlig reduktion på ca. 20.000 tons CO2.

InVentilate arbejder videre med at udvikle systemet til et klimatiseringssystem i et nyt EUDP projekt.

Key figures

Periode:
2010 - 2011
Bevillingsår:
2009
Egen finansiering:
1,15 mio.
Støttebeløb:
1,35 mio.
Støtteprocent:
54 %
Projektbudget:
2,50 mio.

Kategori

Oprindelig title
Ressourcebesparende ventilationsenhed
Program
EUDP
Fælles overordnet teknologiområde
Energieffektivitet
Projekttype
Udvikling
Journalnummer
64009-0243

Deltagere

INVENTILATE ApS (Main Responsible)
Partner og Økonomi
Partner Tilskud Eget bidrag
INVENTILATE ApS 1.05 mio. 1.00 mio.
Teknologisk Institut 0.30 mio. 0.08 mio.

Kontakt

Kontakperson
Børsting, John
Adresse
InVentilate ApS
Birk Centerpark 40
DK-7400 Herning
www.inventilate.dk
Børsting, John , 97850040, jb@inventilate.com
Øvr. Partnere: Teknologisk Institut