Udvidet Brændsels Sortiment

Formålet med projektet er at sikre den fremtidige forsyning med billige biobrændsler til afbrænding ved at udvide brændselssortimentet. Samtidig er det formålet at undgå deponi af aske ved at nyttiggøre de bundne næringsstoffer.

Projektbeskrivelse

Projektet vil undersøge de miljømæssige, økonomiske og energimæssige forhold ved anvendelse af alternative brændsler i en Dall Energy mulitfuel ovn. Dall Energy ovnen giver mulighed for anvendelse af vådere brændsler og brændsler med mere aske end andre ovntyper. For at få klarhed for om alternative brændsler kan benyttes til energiformål, vil der i projektet blive foretaget fuldskala afbrændingstest. Projektet omfatter fire tests, hvor udvalgte alternative brændsler afprøves i praksis. Under prøveafbrændingerne måles energiproduktion og miljøforhold: emissioner, askekvalitet og røggaskondensat. Hvis brændsler med højt næringsindhold skal bruges i stor udstrækning, bør de næringsstoffer, der er bundet i bioasken recirkulereres. Asken skal da forbehandles, så næringsstofferne kan nyttiggøres. Undersøgelser herom er en central del af projektet: Der anvises en konkret model for forbehandling, og resultaterne eftervises ved jordsøjleforsøg. Projektet har også til formål at søge efter nye alternative brændsler som fx rabatgræs og hedeplejeaffald. Brændslerne bliver karakteriseret, så potentialet kan vurderes. Projektet er overordnet inspireret af de forventede fremtidige problemer med at fremskaffe biomasse til afbrænding. Som reaktion på denne prognose har KU og AU udarbejdet en rapport om tilgængeligt biomasse (+10mio ton planen). Deri anvises nye biomasseressourcer, som fremover vil være tilgængelige for biomasseværker. Der er tale om et udvidet brændselssortiment i forhold til det, vi kender i dag. Generelt vil der være øget konkurrence om de tørreste brændsler og mindre efterspørgsel på de våde typer af biomasse. Dette motiverer til at afprøve alternative brændsler med sigte mod et udvidet brændselssortiment.

Resultater

Det overordnede formål med projektet var at sikre den fremtidige forsyning med billige biobrændsler til afbrænding ved at udvide brændselssortimentet, herunder at undgå deponi af aske ved at nyttiggøre debundne næringsstoffer. Formålet blev opfyldt ved at gennemføre en række testfyringer hos Sønderborg Fjernvarme, Central Glansager, som er en Dall Energy ovn. Der blev fyret med skovflis og tre alternative brændsler: haveparkflis, mask/flis og gyllefibre/flis. Hver testfyring omfattede fremskaffelse af brændslet, behandling af brændslet, håndtering af brændslet på værket, overvågning af fyring, miljømåling af spildevand og røggas samt opsamling af aske. Asken blev efterfølgende analyseret og brugt til eksperimenter med forbehandling og udvaskning. Desuden blev der udført analyser af anvendte og andre typer biomasse med sigte på at evaluere en fremtidig anvendelse.

Resultaterne er forskelligartede og består af erfaringer og måleresultater:

  • Det var yderst vanskeligt at få de nødvendige myndighedsgodkendelser til at gennemføre testfyringerne.
  • Det var yderst vanskeligt at få fremstillet haveparkflis i en kvalitet, som kunne indmades til ovnen.
  • Det var forholdsvist enkelt at lave en homogen blanding af flis og hhv. mask og gyllefibre.
  • Der var forskellige tekniske vanskeligheder ved fyring med de tre alternative brændsler.
  • Der var var ingen overtrædelser af miljøkrav til spildevand og emissioner.
  • Der var kun meget små variationer i askens indhold under testen.
  • Askens indhold af fosfor og andre næringsstoffer svarer til normal bioaske fra flis.

PÅ baggrund af resultaterne vil Dall Energy nu arbejde videre med at forfine og optimere Dall Energys forbrændingsteknologi i retning af at blive mere brændselsfleksibel. På Sønderborg anlægget var den væsentligste tekniske udfordring problemer med indføderen. De problemer der var på Sønderborg-anlægget er søgt løst på Sindal-anlægget og Dall Energy / Sindal varmeforsyning vil i løbet af de kommende år afprøve alternative brændsler på anlægget i Sindal.

Key figures

Periode:
2014 - 2018
Bevillingsår:
2014
Egen finansiering:
1,53 mio.
Støttebeløb:
4,70 mio.
Støtteprocent:
75 %
Projektbudget:
6,23 mio.

Kategori

Program
EUDP
Fælles overordnet teknologiområde
Bio og affald
Journalnummer
64014-0159

Dokumenter

Deltagere

DALL ENERGY ApS (Main Responsible)
Partner og Økonomi
Partner Tilskud Eget bidrag
DALL ENERGY ApS 0.59 mio. 0.40 mio.
Københavns Universitet 3.21 mio. 0.36 mio.
SØNDERBORG FJERNVARME AMBA 0.61 mio. 0.41 mio.
Komtek 0.03 mio. 0.02 mio.
Carlsberg forskningscenter 0.03 mio. 0.03 mio.
HEDEDANMARK A/S 0.02 mio. 0.02 mio.
Infarm 0.07 mio. 0.05 mio.
Warwick mills 0.12 mio. 0.18 mio.
Fiberight 0.02 mio. 0.06 mio.